Kiki
Historien om Kiki tager sin begyndelse i København. En af vores venner, Jakob, havde på det tidspunkt en dyreforretning, og i løbet af forsommeren 2005 havde han købt en brilleamazone på et fuglemarked. Jakob havde en klar forventning om, at denne brilleamazone ville blive solgt meget hurtigt. Men det skete ikke, og Jakob måtte sande, at kunderne primært var ude efter store papegøjer. Jakob kunne se, at brilleamazonen ikke trivedes i forretningen, og syntes, at det var synd for hende.

Claus og jeg holdt bryllupsfest i august '05, og Jakob var naturligvis også inviteret. Han var desværre nødt til at sige nej-tak, da han ikke umiddelbart kunne finde nogle til at passe alle dyrene en hel weekend. Men på vores store dag kom der en stor buket blomster fra Jakob, samt et kort hvori han skrev, at vores bryllupsgave - en brilleamazone - måtte vi selv hente i København.

Det skal lige siges, at min holdning er, at man ikke skal forære levende dyr som gave, medmindre man er 100% sikker på modtagerens holdning til det ansvar, det er at få et dyr i hjemmet. Men jeg har kendt Jakob siden 1985, og han vidste godt, at jeg havde et brændende ønske om at få en papegøje, og at jeg i min ungdom har haft en blåpandet amazone

Dette billede af Kiki er taget af Jakob den 6. september 2005.
Han sendte det til os i en mail, så det var vores allerførste "møde" med vores dejlige Kiki

Jakob, endnu en kæmpestor tak for vores dejlige gøje! Hun er en lille engel!


Den 9. september '05 tog Helena og jeg turen fra Aalborg til København for at hente Kiki (et navn, som Claus fandt på, da han først havde accepteret tanke om at skulle dele hus med en papegøje ). Vel ankommet skulle jeg møde familiens nye medlem, og mine forventninger var høje - men jeg så en meget skræmt fugl sidde i sit bur. En bange fugl, der på ingen måde ønskede kontakt med mig - til gengæld kom jeg meget hurtigt i kontakt med Jakob's tamme blåpandede amazone. Jeg spurgte Jakob om alt, hvad han vidste om Kiki, men det eneste han kunne fortælle mig var, at hun var 8-9 måneder gammel, og at hun havde siddet i hans forretning hele sommeren.

Da vi skulle afsted igen, gik jeg ind i baglokalet, mens Jakob tog handsker på og tog Kiki ud af buret og "pakkede" hende i en papkasse. Og så kørte vi ellers hjemad - dog med et meget kort ophold i Odense, hvor vi skulle hente Salsa (vores lille balineser, som du kan læse mere om på kattesiderne ). Da vi kom hjem, satte jeg straks Kiki i sit nye, store bur, og gav hende ro til lige at finde sig selv, se sine nye omgivelser an og få noget at spise og drikke.

De næste dage viste Kiki os, hvor bange hun var. Hun var på ingen måde aggressiv, men blev skræmt og nervøs, bare jeg nærmede mig buret. Og i løbet af de dage tænkte jeg flere gange, at det her var en opgave, jeg nok desværre ikke kunne magte. Men opgive uden "kamp" ville jeg nu heller ikke. Jeg begyndte at sætte mig så langt fra buret, at Kiki ikke blev bange, men så hun stadig kunne se og høre mig, og efter en god uges tid begyndte hun at acceptere, at jeg nærmede mig buret for at give vand og mad. Og så begyndte jeg at søge mere viden via internettet, og heldigvis faldt jeg over Maria Metzger's forum "Papegøjer og mennesker".

På det forum fandt jeg alt, hvad jeg havde brug for, og samtidig blev jeg opfordret til at begynde at træne med Kiki, så vi hurtigere kunne etablere tillid. Jeg var ret spændt på, om jeg ville kunne finde ud af at træne med en papegøje, men jeg var alligevel med på at prøve, for indtil da havde Kiki slet ikke været ude af sit bur endnu. Min bekymring var, at hun sandsynligvis ikke ville flyve ret godt, så hvis hun kom ud at flyve, og hun så crashlandede, ville jeg ikke kunne hjælpe hende, før hun havde så meget tillid til mig, at hun ville acceptere, at jeg tog hende op.

Kiki var i starten meget, meget håndsky, så jeg begyndte at træne hende til at gå på en håndholdt pind i stedet for at skulle på hånden. Men allerførst skulle jeg finde en godbid, som Kiki elskede - afskallede jordnødder! Derefter skulle godbidden betinges, dvs. at Kiki skulle lære, at hver gang jeg sagde ordet "Dygtig", fik hun en godbid. Den sammenhæng fangede hun hurtigt Så skulle hun lære "målpinden" at kende. En "målpind" (i mit tilfælde en strikkepind med blå "dut") er et særdeles nyttigt redskab, som man kan bruge, hver gang papegøjen skal introduceres for noget nyt, som den måske ikke er helt tryg ved. Bruger man i sådanne tilfælde målpinden, vil papegøjen fokusere mere på den i stedet for det, den er bange for eller utryg ved. Det gik også forbavsende nemt at lære hende, at hver gang hun rørte den blå dut på målpinden med næbet, fik hun ros ("Dygtig") og belønning (godbid). Og så var vi endelig klar til at begynde at træne øvelsen "håndholdt pind":
Her ses Kiki, som er på vej op på den håndholdte pind. Hun har fuldstændig medbestemmelse, for hun vælger selv, om hun vil træde op på pinden eller ej. Men hun vælger selv at stige op på pinden, så hun kan nå målpinden med næbbet

Her sidder Kiki på den håndholdte pind og strækker hals, så hun kan nå målpinden. I samme øjeblik hun rører den, får hun ros (signalet til, at der er en godbid på vej )

På dette sidste billede sidder Kiki på den håndholdte pind, mens hun nyder sin "løn".

Det skal lige siges, at i starten, når man træner øvelsen, skal man ikke flytte på pinden. Det er okay, at gøjen bare træder op! Og noget af det vigtigste i træning er timing af ros og belønning. Hvis du timer din ros forkert, kan fuglen opfatte at blive rost for noget forkert.

Efter jeg begyndte at træne med Kiki, gik udviklingen stærkt. Hun faldt meget hurtigt til i vores familie, og hun blev mere og mere tryg. Jeg holdt helt op med at fokusere på at få hende på hånd, for jeg tænkte, at det vigtigste var, at jeg kunne flytte rundt på hende, og det kunne jeg jo på den håndholdte pind. Så da Kiki pludselig selv fløj hen og satte sig på min hånd, kom det som lidt af en overraskelse for mig - en skøn overraskelse! Det skete første gang i januar 2006.

Siden har Kiki og jeg trænet mange ting sammen. Blandt andet kan hun gå på køkkenvægten, hvilket er nyttigt, da en papegøje vil skjule sygdom så længe som muligt. Men vægten lyver ikke! Derudover kan hun forskellige tricks (f.eks. hejse spand og basketball), og så har hun lært at sidde på en stander på bordet, så hun kan være med i familien, når vi spiser.

Kiki er en skøn fugl med et meget, meget blidt temperament. Men hun er forældreopmadet, og dette bevirker, at hun har nogle forbehold; hun vil f.eks. ikke kæles af mig eller andre mennesker - dette tillader hun kun andre fugle at gøre! Til gengæld har det vist sig, at hun har enormt nemt ved at tage imod nye fugle i flokken. Vi har haft en solparakit, som hun bød velkommen fra starten. Vi har nu en gråpapegøje, Noga, som hun også tog imod. Og vi har passet flere fugle, som hun også uden videre har accepteret. Den senest ankomne er soldater araen, Soldat, som hun dog holder sig på respektfuld afstand af - han er simpelthen for stor for hende, tror jeg!